- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Mandag, 05 oktober 2015 09:48
Copenhagen Phil holder koncert
i samarbejde med Fredensborg Musikskoles elever

”Copenhagen Phil”. Foto: PR-billede.
Den 14. november kan man i NKK-Hallen i Nivå opleve Copenhagen Phil i det succesfulde samarbejdsprojekt Musik Med Mere, hvor orkesteret inviterer elever fra Fredensborg Musikskole på scenen.
Det bliver med garanti en festlig musikalsk tidsrejse, når familiekoncerten ”Musik Med Mere” finder sted i NKK-hallen den 14. november klokken 15. Her vil elever fra musikskolen blande sig med Copenhagen Phils stryger-, træblæser-, messingblæser- og slagtøjsgruppe i Mussorgskijs værk ”Udstillingsbilleder”. Programmet vil derover byde på forførende klassisk musik lige fra Tjajkovskij, Bartok og Piazolla til filmkomponisten over dem alle – John Williams.
Første spadestik til dette ”crashkursus” i den klassiske musik tog Copenhagen Phil i sæsonen 2014/2015, og koncerterne blev fra første tone en bragende succes.
Orkestrets solobasunist Christian Schmiedecamp er koncertens energiske og nærværende historiefortæller, der guider publikum ind i og rundt om musikken. Den unge og talentfulde dirigent Michael Balke sætter fart over feltet i front for alle musikanterne, unge som ældre.
Om samarbejdsprojektet mellem Copenhagen Phil og Fredensborg Musikskole siger musikskoleleder Carsten Østerskov: ”Da Copenhagen Phil præsenterede koncerttypen ’Musik Med Mere’, lagde jeg straks billet ind på at få etableret et samarbejde mellem dem og Fredensborg Musikskole. Jeg mener det er en enestående mulighed for musikskolens elever, at få lov at spille et stort klassisk værk sammen med et helt symfoniorkester.”
Om tirsdagen i samme uge som koncerten i Nivå finder sted, holder Copenhagen Phil en workshop, hvor musikere fra orkestret kommer ud på musikskolen og øver værket med de 28 deltagende elever.
”Når alle eleverne sidder i NKK-hallen om lørdagen i deres spilledress, parat til at fyre den af sammen med det store symfoniorkester, er jeg sikker på at eleverne vil give alt hvad de har i sig – og også tage en meget stor og fantastisk oplevelse med sig derfra,” slutter Carsten Østerskov.
Koncerten den 14. november varer ca. 1 time. Billetter købes online fra 1. oktober via Place2book på www.fredensborgmusikskole.dk eller www.fredensborgbibliotekerne.dk. Billetprisen er 75 kr., børn og unge under 18 år kommer dog gratis ind (gratisbillet skal ligeledes hentes online).

