- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Onsdag, 07 oktober 2015 17:38
- Skrevet af John Stæhr
Sejlbåd havareret ved Nivå
OPDATERET
Den havarerede sejlbåd ved Nivå fotograferet med langt teleobjektiv. Det er Hvens skrænter man ser i baggrunden. Foto: John Stæhr
Øresund kan godt vise tænder. Især når vinden kommer fra øst/sydøst. Og det er kuling til stiv kuling, som i dag. Får man f.eks. motorstop kan man nemt havne i den samme situation som denne sejlbåd.
Sejlbåden ligger i brændingen på revlen i Nivå Bugten, lige syd for badestranden Nivå Strandpark ved Nivå Havn. Båden bliver overskyllet af bølgerne.
Vi iagttog båden nogen tid, men der viste sig ingen tegn på, at der var besætning ombord. Vandet på stedet er ikke ret dybt Og med 11-12 grader varmt vand, kan man sagtens vade i land. Besætningen havde kun 40 meter til land, da de gik fra borde - i en redningsflåde. Men det kan være svært at vurdere, i de frådende bølger, når man ikke er kendt med forholdene.
På stedet, hvor båden ligger, er der kun få meter til det lave vand, som kendetegner Nivå Bugten. Det ses tydeligt på billedet.
De to sejlere - et ægtepar - havde fået motorstop i morges, og kastede anker. Men ankeret kunne ikke holde båden. Ifølge Frederiksborg Amts Avis, faldt kvinden i vandet, da hun skulle over i en redningsflåde. Danmarks Sørednings Selskab Helsingør, som var tilkaldt via Forsvarets Operationscenter - det der tidligere hed Søværnet Operative Kommando - forsøgte at bjærge båden - men det mislykkedes i den stærke blæst. Båden kan formentlig først bjærges, når vinden har lagt sig.

