- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Fredag, 09 oktober 2015 09:25
Biblioteket arrangerer forrygende Dissing familieforestilling i Nivå

Dissing, Dissing og Las, PR-billede
Søndag den 25. oktober kan hele familien få en på grineren ved forestillingen ”Min mormors gebis”, som finder sted på Nivå Skole Syd.
Hvis man gerne vil have sat lidt fut i weekenden, bør man rette øjnene mod den sidste søndag i oktober. I hvert fald hvis man har børn fra tre år og opefter i familien. I så fald kan man tilbringe 45 forrygende minutter i selskab med musikgruppen Dissing, Dissing og Las, som fra klokken 14 opfører den skøre musikalske forestilling ”Min mormors gebis” i Tigersalen på Nivå Skole Syd.
Forestillingen ”Min mormors gebis” er kommet i stand i et samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne og Filmklubben Humlebien. Sangene, som publikum vil blive udsat for, er baseret på Jakob Martin Strids sjove og skøre rimbilledbog af samme navn og blev i foråret udgivet på cd til store anmelderroser.
Billetter til ”Min mormors gebis” er gratis for børn, mens forældre, bedsteforældre og andre voksne ledsagere skal betale 25 kroner. Billetterne kan fås på www.fredensborgbibliotekerne.dk eller på et af Fredensborg Bibliotekerne på nær Kokkedal Cafébibliotek.
Gruppen Dissing, Dissing og Las, som står for løjerne, består af Rasmus Dissing, Jonas Dissing og Las Nissen. De to førstnævnte har ikke deres musikalske talent fra fremmede, men er sønner af den danmarksberømte sanger Povl Dissing.
Hvis man får lyst til at synge med under forestillingen den 25. oktober og vil øve sig på sangene på forhånd, kan cd’en ”Min mormors gebis” lånes på biblioteket, eller man kan lytte til albummet på Fredensborg Bibliotekernes streamingtjeneste Bibzoom.

