- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Onsdag, 11 januar 2012 09:56
- Skrevet af John Stæhr
Erhvervsklimaet i Fredensborg Kommune
53 pladser dårligere i 2011.
Dansk Industris undersøgelse af erhvervsklimaet i kommunerne har bragt Fredensborg Kommune i frit fald. Fra en placering som nr. 34 i 2010 til nr. 87 i 2011- ud af 96 kommuner. Erhvervsklimaet i Fredensborg Kommune - er ifølge undersøgelsen faldet med hele 53 pladser på et år. Læs: Formanden for Fritids- og erhvervsudvalget, Per Frost Henriksens kommentar.
Undersøgelsens resultat er påvirket af, at DI i 2011 har udvidet analysen med en spørgeskemaundersøgelse blandt de lokale virksomheder. Og ikke kun, som tidligere, baseret den på statisk materiale - som f.eks. Danmarks Statistik, Indenrigsministeriet m.fl.. Det er altså det lokale erhvervsliv, der denne gang har haft indflydelse på kommunens placering.
Og de har ikke udtrykt tilfredshed - som Dansk Industri skriver:
Fredensborgs placering som nr. 87 er et fald på 53 pladser i forhold til sidste år. Dermed er kommunen en af årets dykkere.
- Den bedste placering er nr. 42 i kategorien Kommunens velfærdsservice, mens den dårligste placering er en 95. plads i kategorien Skatter, afgifter og gebyrer.
- Fredensborg har oplevet markante fald i kategorierne Brug af private leverandører med 75 pladser, Kommunal sagsbehandling med 55 pladser samt Information og dialog med kommunen med 52 pladser.
Dansk Industris bedømmelse af Fredensborg Kommune:
http://di.dk/le/Pages/Fredensborg.aspx
Se hele undersøgelsen her (pdf)
http://di.dk/SiteCollectionDocuments/Lokalt_Erhvervsklima_2011/Lokale%20Erhvervsklima_WEB.pdf
Vi har bedt om en kommentar fra Per Frost Henriksen, formanden for Fritids- og Erhvervsudvalget i Fredensborg Kommune:
Kommunens økonomi er i bedring, så jeg håber at vi kan rette op på dette og den vej igennem få en bedre placering på hitlisten.
I det daglige politiske arbejde oplever jeg et tilgængeligt og ligeværdigt samarbejde med erhvervslivet i Erhvervsrådet og de mange virksomhedsbesøg jeg har været på med borgmesteren har også givet god indsigt i erhvervslivets lokale udfordringer. Vi er godt i gang med forbedringer på erhversservicen, hvor der i oktober blev oprettet en lokal service på rådhuset, hvor erhverslivet kan komme og få rådgivning."
Følgende kommuner er dårligere end Fredensborg:
Stevns, Lejre, Silkeborg, Svendborg, Odsherred, Halsnæs, Næstved, Helsingør og Vordingborg som er bundproppen som nr. 96.
Kommunens tiltag for at forbedre placeringen -
ifølge dagsorden for Fritids- og erhvervsudvalgets møde den 16. januar 2012:Direktionen havde den 29. november en temadrøftelse om erhverv. Dels med baggrund i Dansk Industris undersøgelse, dels med baggrund i et ønske om en mere generel drøftelse af Fredensborg Kommunes muligheder og udfordringer på erhvervsområdet.
Det er på den baggrund blevet besluttet, at der i begyndelsen af 2012 skal gennemføres en analyse af erhvervene i Fredensborg Kommune. Det skal ske med baggrund i datamateriale indhentet hos Danmarks Statistik.
Når analysen foreligger, vil den indgå i det videre arbejde med at udvikle erhvervspolitikken i Fredensborg Kommune.
Det skal i øvrigt bemærkes, at der - bl.a. foranlediget af undersøgelsen - mellem borgmestrene i Hillerød, Helsingør, Gribskov, Halsnæs, Frederikssund og Fredensborg pt. er en dialog om, hvorvidt der – udover den lokale rådgivning i form af erhverv.net – er områder hvor samarbejdet på erhvervsområdet kan styrkes mellem kommunerne. På et møde i begyndelsen af 2012 skal borgmestrene drøfte et embedsmandsoplæg.

