Fredensborg kommunes biblioteker hitter

Flot stigning i besøgstallet på Fredensborg Bibliotekerne

Den sidste tids debat om faldende udlåns- og besøgstal på landets folkebiblioteker er ikke et fænomen, der gør sig gældende på Fredensborg Bibliotekerne – tværtimod.

En sammenligning af 2. halvår af 2010 og 2. halvår af 2011 viser en stigning i udlån og fornyelser på 12,5 % og en stigning i besøgstal på 11 %. Derved står Fredensborg Bibliotekerne som en af regionens topscorere. Biblioteket medregner ikke i første halvår af 2010 og 2011, da en kort lukkeperiode på alle tre biblioteker i første kvartal 2010 viser en urealistisk høj fremgang i besøgstallet i første halvår 2011.


Ny biblioteksstruktur er slået igennem

”Vi tilskriver succesen, at vores arbejde med den nye biblioteksstruktur har slået igennem” fortæller bibliotekschef Lise Kann.

”I 2011 gennemførte vi blandt andet et pilotprojekt med udvidede åbningstider på Humlebæk Bibliotek. Vi åbnede op for tre ekstra selvbetjente formiddage, i alt 12 timer, hvor borgerne kunne betjene sig selv og benytte biblioteket, mens personalet er til stede til at løse andre opgaver”, fortsætter hun.

Effekten aflæses tydeligt i en særdeles flot fremgang i besøgs- og udlånstal på Humlebæk Bibliotek i 2011. På denne baggrund har Fredensborg Bibliotekerne i marts 2012 indført selvbetjente formiddage både i Fredensborg og Nivå.  

Ud over selvbetjente formiddage har Fredensborg Bibliotek selvbetjent bibliotek om aftenen og i weekenden. Borgerne har mulighed for at benytte  biblioteket til kl. 22 på hverdage og indtil kl. 17.00 i weekenderne. Man låser sig ind med sit sundhedskort og pinkode til biblioteket.

”Vores fornemmelse er, at det ikke kun er de travle familier eller dem, der stadig er tilknyttet arbejdsmarkedet, der gør brug af det selvbetjente bibliotek, men at rigtigt mange borgere er glade for de udvidede åbningstider”, udtaler Lise Kann.

Biblioteket har registreret mere end 3400 indlogninger i det selvbetjente bibliotek siden indvielsen d. 28. februar.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information