- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Søndag, 21 oktober 2012 12:46
- Skrevet af Pressemeddelelse
Smart-Parat-Svar kommer til Fredensborg
Den nationale Smart-Parat-Svar-quiz for skoleklasser er igen på banen. Quizzen er målrettet 6. klasser i folkeskolen, der i hold på fem deltagere fra hver klasse skal dyste på paratviden og godt samarbejde. I år har 364 klasser over hele landet meldt sig til, og i Fredensborg skal 6 klasser fra henholdsvis Humlebæk Skole og Kokkedal Skole forsøge at komme i regionsfinalen, der afholdes d. 7. november.
Grundlaget for quizzen er litteratur, men eleverne skal også kloge sig i emner som politik og sport. I år samarbejder Smart-Parat-Svar med Tv2 Regionerne, der vil bringe transmissioner fra de lokale og regionale runder. TV2 Regionerne sender også live fra finalen den 5. december, der afholdes i Odense.
Huxi Bach vært i finalen
De elever, der er så heldige at nå til den endelige finale, kan glæde sig til en sjov og nervepirrende dag, ikke mindst fordi den populære tv- og radiovært Huxi Bach kommer til at stå i spidsen for løjerne.
Det er Gentofte Bibliotek, der er tovholder for Smart-Parat-Svar, som desuden er støttet af Kulturstyrelsen. Fredensborg Bibliotekerne er involveret i den lokale konkurrence den 26. oktober og stiller blandt andet med et par skrappe dommere.
Vinderklassen har tidligere vundet en klassetur til 10.000 kr. eller et gavekort. Hvad præmien er i år, er endnu ikke afsløret.

