- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 26 september 2013 14:07
- Skrevet af Pressemeddelelse
jøder:
Hør historien om flugtruten fra Nivå
De fleste kender historien om, hvordan 7000 danske jøder i oktober 1943 blev hjulpet til Sverige i alt fra robåde til skonnerter og dermed undgik at blive fanget af den tyske besættelsesmagt. Den spontane hjælp og organiserede overfart langs Øresundskysten er et vigtigt kapitel i Danmarkshistorien. Men en del af fortællingen er ukendt for de fleste. Ringovnens Brænderloft. Foto: John Stæhr
Mange jøder blev gemt på Nivaagaards Teglværk, hvor de skjulte sig på brænderloftet i Ringovnen – inden de i mulm og mørke blev fragtet til Sverige.
Nu bliver 70 årsdagen for redningen af de danske jøder markeret med en helt særlig mindeaften i Nivå – hvor deltagerne også får mulighed for – i aftenmørket - at gå i historiens fodspor fra Ringovnen gennem skov og over å til udskibningsmolen.
Vigtig fortælling
Teglværkerne blev med deres mange bygninger og lidt afsides beliggenhed brugt som skjulested for de jødiske flygtninge, indtil de kunne komme over sundet.
Nivaagaards Teglværks udskibningsmole i Nivå Bugten Foto: Fredensborg Kommune
Nivaagaards Teglværk var et af de lokale teglværker, som lagde plads til jødiske flygtninge. Hvor mange mennesker der blev gemt eller udskibet fra Nivaagaards Teglværk er usikkert. Alene natten mellem den 8.- 9. oktober 1943 fandt en meget dramatiske flugt sted med mere end 230 jødiske flygtninge.
”Det er vigtigt at huske, at Danmark for 70 år siden var underlagt det nazistiske herredømme, og at holocaust ikke er en fjern historie, men også foregik her i Danmark og ændrede vores verden for altid ”, siger formanden for Fredensborg Kommunes Kultur- og Turismeudvalg Ulla Hardy-Hansen og fortsætter:
Teglværket med Ringovn Foto: Fredensborg Kommune
Mindeaften med foredrag, musik og fælles gåtur
Kultur- og Turismeudvalget i Fredensborg Kommune og Nivaagaards Teglværks Ringovn markerer 70 året for redningen af de danske jøder med en mindeaften fredag den 4. oktober på Nivaagaards Malerisamling og på Ringovnen.
Mindeaftenens første del starter kl. 17.00 på Nivaagaards Malerisamling med foredrag om mindekulturen omkring oktober 1943 af historiker Bjarke Følner. Kl. 18.30 er der jødisk klezmer musik med bandet Mazel.
Mindeaftenens anden del starter kl. 19.15 med oplæg og besøg på brænderloftet i Ringovnen, hvor jøderne blev holdt skjult, inden de blev sejlet til Sverige. Her vil der blive fortalt nærmere om begivenhederne i oktober 1943. Aftenen slutter med, at alle går samlet ad stier og over strandengene til udskibningsmolen – præcis samme vej som flere hundrede jøder gjorde det i oktober 1943.
Deltagelse er gratis. Og man kan vælge at deltage i de aktiviteter, som man har lyst til i både første og anden del – eller blot en af delene. Men husk lommelygten til gåturen!
Markering af 70 året for redningen af de danske jøder
Fælles arrangement på Nivaagaards Malerisamling og Nivaagaard Teglværks Ringovn fredag den 4. oktober.Program 4. oktober 2013
17.00 - 17.05Velkomst på Nivaagaards Malerisamling ved Ulla Hardy-Hansen fmd. for Kultur- og Turismeudvalget.
17.05 - 18.05
”Mindekulturen omkring oktober 1943” Foredrag ved historiker Bjarke Følner.
I anledning af 70 året for de danske jøders flugt sætter foredraget fokus på efterkrigstidens mindekultur omkring oktober 1943. I dag er de danske jøders flugt en verdensberømt begivenhed, men sådan har det ikke altid været. Foredraget giver indblik i de skiftende idealer og erindringspolitiske behov, som har været med til at bestemme, hvilke mindesmærker, der er blevet rejst i efterkrigstiden - samt hvor og hvornår.
18.05 – 18.30
Pause med sandwichs. Drikkevarer kan købes.
18.30 – 18.55
Bandet Mazel spiller klezmermusik.
18.55 - 19.15
Samlet gang til Ringovnen – musikken går spillende med, såfremt vejret tillader det.
19.15 - ca. 21.00
Ankomst til Ringovnen.
Bent Skov Larsen fortæller om transporterne fra Sletten/Humlebæk området og Jørgen G. Berthelsen fortæller om transporterne fra Nivaagaard Teglværks mole i oktober 1943.
Besøg på brænderloftet i Ringovnen, hvor jøderne blev holdt skjult inden de blev sejlet til Sverige.
Samlet gang til udskibningsmolen (700m) ad stier gennem skoven og over strandengen. Husk robust fodtøj og evt.en lommelygte.
Arrangementet er åbent for alle og deltagelse er gratis.
Adresser:
Nivaagaards Malerisamling, Gl. Strandvej 2,2990 Nivå
Nivaagaards Teglværks Ringovn, Teglværksvej 23, 2990 Nivå

