- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Tirsdag, 08 oktober 2013 13:11
- Skrevet af John Stæhr
Fredensborg Kommune - Mystik om Julefilm millionen
Byrådet i Fredensborg Kommune har bevilget 1 million kroner til en julefilm "Familien jul" om nissen Pixy, der bliver glemt af de andre nisser og må leve et helt år i en familie i Fredensborg Kommune.Filmen skal angiveligt produceres af Pixy Film Aps. Et selskab som vi på Tv-fredensborg.dk, i første omgang, ikke kunne finde det juridiske grundlag for.
Fredensborg Kommune har henvist os til Jens Bouet der er leder af Filmbyen i Helsingør. Filmens manuskriptforfatter og instruktør er Carsten Rudolf, og producent er Thomas Lydholm.
Kunne ikke finde ansøgers filmselskab
Vi ville skrive om Pixy Film Aps og hvad de har produceret tidligere. Men kunne ikke finde selskabet. Heller ikke søgning i Selskabsstyrelsens CVR-register gav noget resultat. Selskabet eksisterede tilsyneladende ikke. Det undrede os, for i sagsfremstillingen, som dannede grundlag for Byrådets beslutning, om at give en 1 million i støtte, er Pixy Film Aps nævnt flere gange.
Ifølge loven skal et Aps som ikke er registreret endnu, tilføjes ordene "under stiftelse". Men det står der ingen steder. Det betyder, at selskabet ikke kan operere lovligt. Om ansøgningen er forsynet med korrekt navn, i dette tilfælde, "Pixy Film Aps under stiftelse", det ville vi gerne vide, men det har vi, indtil nu, ikke kunnet få oplyst af kommunen. De henviser til Pixy Film Aps, hvor vi af Jens Bouet fik disse svar.
Ligger i et andet selskab
I svaret kalder han selskabet for Pixy Film Aps under konstruktion. Og fortsætter:
"Pixy Film er under etablering og derfor endnu ikke har cvr.nr. som selskab. Sædvanen tro, når man laver spillefilm, skal man have et selskab til at tage den økonomiske risiko. Derfor placeres en filmproduktion altid i et produktionsselskab eller også oprettes der et til formålet.
I dette tilfælde er ”Familien Jul” indledningsvist placeret i Film & Lydholm Aps, som har eksisteret i mere end 10 år og står bag utallige produktioner. Imidlertid ønsker vi af brandingmæssige årsager, at placere alle børne- familiefilm i et datter/søster selskab kaldet Pixy Film som er under oprettelse og som får sit eget cvr.nr. så snart ”Familien Jul” er fuldt ud finansieret".
Men i Film & Lydholm Aps regnskab, har der ikke være omsætning i de seneste 5 år. Og egenkapitalen er gået ned fra kr. 523.000 i 2008, til kun 86.000 kr 2012.
Så i de sidste fem år, har der ikke været omsætning fra produktion af film. I 2008 var der overskud på Kr. 391.000 - siden har der kun været underskud i selskabet, som Thomas Lydholm står bag. Kilde: Proff.dk The business Finder.
Nissen Pixy, et brand
Vi spurgte Jens Bouet om Pixy nissen, som vi ved allerede findes på det danske marked. Jens Bouet svarede: "Firmaet der fremstiller nissen Pixy er også sat i gang af os, da Pixy som nisse bliver filmens brand".
Pixy Nissen har i mange år - faktisk siden 1948 - været produceret og markedsført i Danmark. Det er en nisse, der hvert år kommer i en ny version. Man kan sammenligne den med Juleplatterne. Vi har spurgt Anne Trane fra firmaet Caja Company, som står bag Pixy Nissen (Pixy Co), om de kender noget til Pixy Film Aps, hun svarer:
"Vi kender intet til dette projekt, og det er klart, at hvis du har eller får mere information, så vil vi gerne vide det. Det virker meget besynderligt ".
Om folkene bag filmen "Familien jul", kan oplyses:
Jens Bouet der er leder af Filmbyen i Helsingør. Er ret ny i filmbranchen. Han er leder af et projekt i Helsingør, som hedder "Filmbyen". Startet, som vi forstår det, for offentlige penge. Men skulle snart blive et privat kommercielt foretagende.
Filmens producent, Thomas Lydholm, er en meget erfaren herre med utallige produktioner bag sig. Især TV-serier, som vi alle kender. "DR julekalender – Julestjerner – 2012", "Wallander-serien", "2900 Happines" og mange flere film og TV-serier.
Filmens manuskriptforfatter og instruktør er Carsten Rudolf. Han har kun én spillefilm bag sig. Det var filmen "Menneskedyret" - som han fik både en Bodil og en Robert for bedste film i 1996. Men filmen var en biograf fiasko med kun 3.753 solgte billetter. Filmen har været sendt to gange på DR1. Den er optaget i Hørsholm, centreret omkring Hørsholm Kirke.
Ud over denne film har Carsten Rudolf, skrevet manuskript til afsnit af en række TV-serier, som f.eks. "2900 Happines", "Anna Pil" , "Hotellet" m.fl. Men spillefilmen "Menneskedyret", produceret i 1995, er foreløbig hans eneste.
I ansøgningen til kommunen står der, at der kan blive solgt op til 400.000 biografbilletter af "Familien jul". De to ord "op til", er et kendt markedsførings kneb i brandingbranchen. Folk ser kun de 400.000, men der er i realiteten ikke lovet andet end fra 1 til 400.000 solgte biletter. Men hvis det lykkes at sælge 400.000 biletter, vil filmen blive set af lige så mange som den berømte dogme-film "Festen". Man kan undre at finansieringen ikke er på plads, for det ville i givet fald være en gedigen kassesucces.
"Familien jul", som Fredensborg Kommune har skudt 1 million kroner i, ventes at have premiere i 2014, og vises på DR-TV i julen 2016.
Men hvilken juridisk person eller "selskab", der er begavet med de mange penge fra Fredensborg Kommunes pengekasse, det står hen i det uvisse. Trods aktindsigt.
I Byrådssalen: Imod at bruge millionen stemte Christian De Jonquiéres (C) og Ole Bergmann (F) Ulla Hardy-Hansen (C) undlod at stemme.
Vi har bedt sidstnævnte om en kommentar. Også om, hvorfor sagen ikke har været på dagsordenen i Kultur- og Turismeudvalget. Ulla Hardy-Hansen svarer:
"Jeg undlod netop at stemme, fordi jeg gerne ville have sagen bedre belyst.
Samtidig er det mange penge, der allerede forgribes på nu. Det er næste års reservepulje!
Så jeg finder dit brev utrolig nyttigt. Nu undersøger forvaltningen sikkert omstændighederne mere effektivt. Den, altså hele sagen burde være startet i Kulturforvaltningen".
Forklaring fra Fredensborg Kommune
Der foreligger ikke andet skriftligt materiale i sagen end det, du har set – ansøgningen, som du har fået tilsendt kopi af, og dagsordenspunktet på byrådsmødet, så jeg har ikke mere at sende til dig på nuværende tidspunkt.
Jeg forstår godt dine overvejelser i denne sag. Men du skal vide, at vi er helt opmærksomme på alle de juridiske aspekter, du nævner, og har forholdt os til dem.
Foreløbig har Byrådet alene truffet en politisk beslutning om, at Fredensborg Kommune gerne vil støtte produktionen af julefilmen med 1 million kr. mod, at kommunen får en solid markedsføring og branding af kommunen efter en nærmere aftalt plan. Den politiske beslutnings gennemførelse forudsætter naturligvis, at der bliver underskrevet en kontrakt, som sikrer Fredensborg Kommune på enhver mulig måde.
Vi er i færd med at udarbejde en kontrakt, som skal fastlægge alle rettigheder, forpligtelser og ansvarsforhold mellem kommunen og filmselskabet. Der vil naturligvis i kontrakten blive taget højde for alle tænkelige forhold, herunder at det forudsættes, at Pixy Film Aps bliver stiftet. Dette sker, når filmen er fuldt ud finansieret. Det er helt normalt i filmbranchen, at en filmproduktion placeres i et produktionsselskab, som oprettes til formålet, og der er intet i vejen for at indgå kontrakt med et selskab under stiftelse, idet det i så fald er personkredsen bag, der hæfter, hvilket alt sammen kommer til at fremgå af kontrakten.
For så vidt angår rettighederne til Pixy nisser vil det blive forudsat i kontrakten, at filmselskabet kan producere filmen. Hvis det skulle vise sig, at filmen af en eller anden grund ikke kan produceres, fx på grund af manglende rettigheder, vil Fredensborg Kommune ikke være bundet af kontrakten.
Endelig skal jeg bemærke, at Fredensborg Kommunes støtte til dette filmprojekt er lovlig og i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne.
Vi har spurgt en politiker der ikke sidder i Byrådet og derfor ikke har været med til at beslutte julefilmen, spidskandidaten til det kommende valg fra Liberal Alliance, Helle Abild Hansen:
- Byrådet i Fredensborg Kommune har bevilget 1 million kroner i støtte til en julefilm. Har LA nogen mening om den sag?
"Jeg kender ikke til projektet, men ud fra det som jeg kan læse på TV-Fredensborg, så lyder det som om, at man vil bruge 1 million kroner på noget, der dybest set ikke er en kommunal opgave. Er det planen at Fredensborg Kommune skal være kommerciel filminvestor? Og så kan man spørge sig selv, hvad bliver det næste, som kommunen vil spekulere i – udover de spekulationer, der allerede er foretaget i lån i udenlandsk valuta og renteswaps?"
Læs også kommunens pressemeddelelse om julefilmen

