Martin Spang Olsen tager kampen op mod verdens syv store kriser

Martin Spang Olsen tager kampen op mod verdens syv store kriserStuntmanden, filmmageren og nu også aktivisten Martin Spang Olsen holder den 6. november foredrag på Fredensborg Skole Vilhelmsro om blandt andet rovdriften på naturresurserne, og hvordan vi alle kan være med til at skabe et bæredygtigt samfund.

Som stuntmand har Martin Spang Olsen længe været kendt for at gøre det tilsyneladende umulige. Der er derfor ikke så langt, som man skulle tro, mellem at slippe levende fra et fald på 20 meter, og at få verden væk fra afgrundens rand.

Martin Spang Olsen, PR-foto fra www.martinspangolsen.dk

Det er mest det sidste, han vil komme ind på, når han onsdag den 6. november klokken 19 stiller op på den nyåbnede Fredensborg Skole Vilhelmsro og holder et to-timers foredrag, om det han betegner som verdens syv store kriser: Økonomi, miljø, energiforsyning, sikkerhed, klima, sundhed og basal overlevelse.

”Jeg har helt fra drengeårene været optaget af verdens store problemer og ser det i dag som et kald at forsøge at ændre samfundet i retning af mere bæredygtighed og bort fra den væksttankegang, som ifølge al fornuft ikke kan fortsætte uendeligt,” siger Martin Spang Olsen. Han lover en spændende aften, hvor der også vil være mulighed for at debattere nogle af de indimellem kontroversielle synspunkter, som han vil præsentere.

Arrangementet foregår på den nybyggede Fredensborg Skole Vilhelmsro, og det er ikke tilfældigt. Skolen er opført i overensstemmelse med de nyeste principper for genanvendelse af materialer og bæredygtighed. Blandt andet bliver regnvand opsamlet, og varmen i bygningerne kommer fra et jordvarmeanlæg.

En alsidig herre
Selvom Martin Spang Olsen er mest kendt i offentligheden som stuntmand, har han en alsidig baggrund. Han er blandt andet cand. mag i musikvidenskab og oldtidskundskab, han er uddannet i klassisk guitar, klaver, sang, komposition, stunt, skuespil, massage- og healingsformer og meget andet.

Han har desuden medvirket i mere end 100 teater-, film- og tv-produktioner siden 1983, og han har rådgivet og undervist på de fleste danske læreranstalter og været konsulent for erhvervslivet siden 1985. Endelig har han instrueret dokumentarfilm og teaterproduktioner, og han er forfatter og medforfatter til en lang række fagbøger og artikler.

Foredraget med Martin Spang Olsen er blevet til i et samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne, Fredensborg Aftenskole og foreningen Agenda 21. Billetter koster 75 kroner og kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under ”Det sker”. Unge under 18 år kan dog nøjes med at betale 25 kroner.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information