Fredensborg Kommune og lærere
enige om samarbejdsaftale

Byrådet besluttede på deres møde i december, at der som led i skolereformarbejdet skulle laves en lokal samarbejdsaftale med Fredensborg Lærerkreds. Baggrunden herfor var et ønske om at sikre et så stærkt fundament som muligt i arbejdet med at realisere folkeskolereformens målsætninger.

Forhandlingerne om en samarbejdsaftale mellem Fredensborg Kommune og Fredensborg Lærerkreds er nu afsluttet med en fælles samarbejdsaftale. Aftalen er indgået med respekt for indholdet i Lov om lærernes arbejdstid, men har først og fremmest til formål at understøtte lærernes professionelle råderum og skoleledernes mulighed for fleksibilitet i opgavefordelingen. Med samarbejdsaftalen er kommunen og Fredensborg Lærerkreds nået til enighed om nogle centrale omdrejningspunkter for skoleåret 2014-2015, herunder spørgsmål om arbejdstider og opgaver.

”Med den aftale der nu er indgået, bekræfter vi det vi lovede og ser det som en forudsætning for at nå målene i folkeskolereformen. Nemlig at den skal gennemføres i dialog med lærerne, fordi det på sigt giver de bedste resultater. Derfor er jeg rigtig glad for, at enderne kunne mødes i en fælles samarbejdsaftale” udtaler borgmester i Fredensborg Kommune Thomas Lykke Pedersen.

Også formand for Fredensborg Lærerkreds, Jørgen Cseh, er tilfreds med resultatet. ”En god start afhænger af, at lærerne har det engagement og den arbejdsglæde, som skal til for at gøre en god skole endnu bedre. Med den enighed der nu er om rammerne for arbejdstid og opgaver får vi mulighed for at skabe den tryghed, som er nødvendig for engagementet og arbejdsglæden”.

For skoledirektør Lina Thieden er det også den gode ånd og samarbejdet, der står som det væsentlige.

”Vi har nået et godt forhandlingsresultat, der holder sig inden for skolereformens rammer og Byrådets prioriteringer.  Derudover – og nok så vigtigt er det - at aftalen er blevet til i en samarbejdende ånd, hvor vi har lyttet til hinandens argumenter og fundet en fælles løsning, der både tilgodeser lærernes råderum og ledelsens ønsker om større fleksibilitet. Dermed har vi skabt et solidt fundament, hvorpå vi nu skal bygge en ny og endnu bedre skole” slutter Lina Thieden.

Frem mod det nye skoleår skal den styregruppe, der er nedsat for at gennemføre reformen se nærmere på spørgsmålet om indretning af arbejdspladser til lærerne herunder indkøb af inventar.

Lokalaftalen blev underskrevet den 20. marts 2014 og kan ses på www.fredensborg.dk/skolereform

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information