- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Fredag, 11 april 2014 11:28
- Skrevet af Pressemeddelelse/John Stæhr
Derfor var Beatles bare bedst - Nivå Bibliotek
Lørdag den 3. maj kan Beatles-interesserede få bekræftet, at The Beatles var i deres egen klasse. Det sker når Beatles-eksperten Per Wium deler ud af sin viden på Nivå Bibliotek og Medborgercenter.John Lenon og Paul McCartney - Beatles i København 1964.
Foto: John Stæhr
De fleste kan blive enige om, at The Beatles og deres musik havde noget særligt over sig, men ikke mange kan sætte ord på, hvad det præcis var, som adskilte dem fra så mange andre.
Dét kan den tidligere DR-journalist og Beatles-ekspert Per Wium imidlertid, og den 3. maj klokken 15 er det lige præcis, hvad han vil gøre, når han holder foredrag på Nivå Bibliotek og Medborgercenter.
Tidl. DR-journalist og Beatles-ekspert Per Wium
Foto: Fredensborg Kommune
Blandede genrer
Per Wium har beskæftiget sig med The Beatles og deres musik siden 1964, hvor gruppen optrådte i Danmark for første og eneste gang. Han var fascineret af, hvordan de med lige dele nysgerrighed og mod blandede andre musikgenrer ind i deres musikunivers.
”Vi er super-glade for at kunne præsentere en af Danmarks største Beatles-kendere kun en måned før 50-året for koncerten i Danmark,” siger bibliotekar Marianne Brockmeyer, som står for arrangementet. ”Der vil være mange musikeksempler, og Per Wium er god til at fortælle, så det vil være alt andet end tørt. Både nye og gamle Beatles-fans vil få masser ud af det.”
Forfatter og journalist
Per Wium har været musiker i en række danske bands og programvært i DR. I dag er han musikjournalist med speciale i The Beatles og har skrevet bogen ”Beatles for alle - en introduktion til gruppens musik”.
Billetter til foredraget kan købes for 50 kroner via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Det sker eller på Nivå, Fredensborg eller Humlebæk Bibliotek. Medlemmer af Biblioteksklubben kan dog nøjes med at betale 40 kroner.
Læs min oplevelse af Beatles besøget i 1964 her (John Stæhr, tv-fredensborg.dk):
Se alle billederne fra The Beatles besøg i København. Koncerten i KB-Hallen, Kastrup Lufthavn, Royal Hotel og politiets slagsmål med Beatles-fansene i billeddatabasen imagesfile.com. Alle fotos John Stæhr.
Mine farvefotos fra The Beatles-besøget ligger på Det Kongelige Bibliotek - Pressehuset arkivet.

