- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Mandag, 28 april 2014 14:48
- Skrevet af Pressemeddelelse
Fokus på bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer
En velbevaret bygningskultur giver identitet, fortæller historier og tiltrækker både nye borgere, turister og erhvervsliv. Nivå Mølle. Arkivbillede Foto: john Stæhr
En registrering af bygningskulturarven og kulturmiljøer begynder den 29. april og varer frem til den 30. juni. Her vil arkitektoniske værdier i bevaringsværdige bygninger blive kortlagt. Det sættes der for alvor strøm til tirsdag den 29. april, hvor udvalgsformand Lars Simonsen og Carsten Nielsen, begge fra Plan-, Klima- og Miljøudvalget tager med til Nivå og ser, hvordan der bygningsregistreres.
”Det glæder mig, at Byrådet har sat midler af til at gennemføre en registrering af bygningsmassen i vores kommune. Bygningernes bevaringsværdier giver borgere, planlæggere og politikere en bedre mulighed for at vurdere, hvilke kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter, der bør varetages ved omdannelse og udvikling i kommunen,” siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget. ”Målet er en ny registrering af bevaringsværdige bygninger i Fredensborg Kommune. Desuden registreres en række bebyggede strukturer og kulturmiljøer uanset tidsperiode i hele kommunen”.
Bygninger i Fredensborg Kommune bliver registret efter den såkaldte SAVE-metode. `SAVE`er en sammenskrivning af `Survey of Architectural` Values in the Environment`. Når en bygning registreres efter SAVE-metoden får bygningen en samlet SAVE-værdi. Bliver resultatet en SAVE-værdi fra 1 til og med 4 vil bygningen komme på listen over bevaringsværdige bygninger i Kommuneplanen. En bygning er pr. definition bevaringsværdig, når den er optaget som bevaringsværdig i en Kommuneplan eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt.
Registreringen sker i et samarbejde mellem Fredensborg Kommune, Cowi og Niras.
Der er ansat tre arkitekter såkaldte registratorer til at gennemføre selve registreringerne, og de finder sted i perioden mellem 29. april – 30. juni 2014.
Alle husejere som kan forvente besøg af en registrator har fået besked.
SAVE følgegruppen består af repræsentanter fra administrationen, Fredensborg Arkiverne, Cowi, Niras, Fredensborg lokalhistoriske forening, Museum Nordsjælland – Hørsholm
Politikere fra Plan, Miljø og Klimaudvalget, Bevaringsforeningen for Fredensborg, Danmarks Naturfredningsforening, Karlebo Lokalhistoriske Forening og Fredensborg-Humlebæk Lokalhistorisk Forening.

