"Smag på Nordsjælland"

Endnu flere lokale varer på Fredensborg Slotsmarked
Lørdag den 13. september bliver gågaden i Fredensborg fyldt med masser af lokalt producerede fødevarer og delikatesser.
Ligesom sidste år vil fødevarenetværket Smag på Nordsjælland være repræsenteret med deres kvalitetsprodukter og smagsprøver på skinke, syltetøj, snaps, salater, sandwich, supper, smoothies og dansk produceret øl og vin.
De lokale produkter har fået en kæmpe fremgang i de sidste par år, hvor kunderne også er begyndt at tænke transporten ind i overvejelserne når de vælger maden på hylderne.
"Vi kan i Smag på Nordsjælland tydeligt mærke den stigende interesse for det lokale, en lyst til at møde producenterne og opdage kvaliteten i det lokale madhåndværk. Interessen for Slotsmarkedet sidste år er et godt eksempel på denne udvikling, og vi glæder os til endnu engang at være med", siger Torben Bo fra Rokkedyssegård.

Slotsmarkedet har i år også koncentreret sig om at tilbyde endnu flere boder, hvor man kan sammensætte en dejlig frokost og nyde den på Store Torv.

Der har sommeren igennem været meget fokus på det store madspild vi har i Danmark. Derfor er den lille organisation Fødevarebanken også med på markedet. Fødevarebanken fokuserer på madspild og madfattigdom. Det gør de ved at distribuere overskudsvarer til organisationer, der arbejder for at hjælpe samfundets socialt udsatte borgere.

I lighed med sidste år er Slotsmarkedet sat sammen, så der er noget for enhver børnefamilie. Børnene kan få en tur i hestevogn med højtlæsning, klappe kaniner eller røre ved en ægte levende snog. De voksne kan kigge på brugskunst, nyde live musik med Frederik Damhus og få sig en snak med de frivillige organisationer som gør et stort arbejde i Fredensborg.
Alle udstillere og aktiviteter findes på Fredensborg Slotsmarkeds facebook side, facebook.com/fredensborg.slotsmarked.

Fredensborg Slotsmarked er lavet i et samarbejde mellem Fredensborg By Handel og Fredensborg Kommune. Formand for Fredensborg By Handel Jeanette Andreasen glæder sig til den 13. september: ”Sidste år var Slotsmarkedet en utrolig oplevelse, der har aldrig været så mange gæster i gågaden og stemningen var helt enestående. Det håber vi at kunne gentage i år, hvor markedet bliver endnu større".

Fredensborg Store Kro og SuperBrugsen Fredensborg er sponsorer af Slotsmarkedet.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information