- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Søndag, 02 november 2014 14:42
- Skrevet af John Stæhr
Bolig-købere i Fredensborg Kommune:
Vær opmærksom på ældre huse fra før 1940
Mange fritaget midlertidigt for registrering som bevaringsværdige
Bevaringsværdigt hus Gammel Strandvej 68 - bevaringsværdi 3 - "høj". Foto: John Stæhr
Bevaringsværdige huse rummer mulighed for snærende begrænsninger, hvis du vil ombygge huset. Og mange huse i Fredensborg Kommune er ikke registreret som bevaringsværdige - de blev i 2014 fritaget. En del af dem fordi husejerne var i en salgssituation (....). Hvis Kommunen udarbejder en ny lokalplan for et område, ser de på - inden for lokalplanafgrænsningen - om der er bygninger som skal bevares og det kan så meddøre at der bliver foretaget en bygningsregistrering.
Bevaringsværdige huse, der har en bevaringsværdi på 4 og derunder, kræver en besværlig ansøgningsprocedure, hvis man vil ombygge huset udvendig.
Ca 100 henvendte sig og mange blev fritaget i første omgang - de var i salgssituation.
Der er ældre huse i Fredensborg Kommune, som er bevaringsværdige, men som endnu ikke er registreret som sådan. I april, forud for den 2014-registrering af bevaringsværdige huse - den såkaldte SAVE registrering - som netop nu er i gang, udsendte Fredensborg Kommune et brev til ejere af huse der er bygget før 1940. I brevet kunne de boligejere, som ikke ønskede besøg af registrerings arkitekterne, henvende sig til kommunen.
Det benyttede 100 boligejere sig af. Det betød at mange huse ikke blev registreret. Husejerne henviste bl.a. til, at de stod i en salgssituation. Der er endnu ikke taget stilling til hvad der videre skal ske med disse huse. Bortset fra hvis der skal udarbejdes ny lokalplan for området hvor huset ligger. Det oplyser medarbejderen der sidder med sagen til Tv-fredensborg.dk.
Ikke frivilligt
Til vores spørgsmål om det betyder, at det er frivilligt, om man vil lade sit hus registrere som bevaringsværdigt, svarer medarbejderen:
"Vi gav mulighed for at fravælge. Det er der nu også andre Kommuner som har gjort. Kommunen er myndighed i forhold til bevaringsværdige bygninger, så vi har ret til at registrere bygninger og det kan en borger ikke modsætte sig".
Forskellen på fredning og bevaringsværdig
Ifølge Kulturstyrelsen er forskellen på fredede bygninger og bevaringsværdige, at for fredede bygninger gælder restriktionerne hele bygningen, både ude og inde. Hvorimod begrænsningerne for bevaringsværdige huse, kun gælder for bygningens ydre fremtræden.
Det betyder, at du skal ansøge kommunalpolitikerne om tilladelse til ombygning eller nedrivning af dit bevaringsværdige hus. Hvorimod du skal søge Kulturstyrelsen, hvis dit hus er fredet. At få lov er ikke nemt.
Dog kører der netop nu en sag i Hørsholm, hvor Kulturstyrelsen vil fjerne fredningen for Postholdergården. Men denne bygning var fredet som B-fredning - en slags fredning light, som ikke længere findes.
Listen over bevaringsværdige huse ikke klar endnu
Listen over bevaringsværdige huse - bortset fra de der blev fritaget - skulle ligge klar på Fredensborg Kommunes hjemmeside i dette efterår. Men uanset denne liste, bør du være opmærksom, hvis du står over for at købe et hus, ældre end fra 1940 i Fredensborg Kommune.
Der er tilsyneladende ingen regler for pligten til at vedligeholde bevaringsværdige huse. Dette bevaringsværdige hus, Gammel Strandvej 68 står og forfalder. Foto: John Stæhr

