- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Tirsdag, 27 september 2011 11:44
- Skrevet af Pressemeddelelse
Skatten stiger ikke i Fredensborg Kommune i 2012
Byrådet i Fredensborg Kommune vedtog i går aftes budgettet for 2012. Vedtagelsen skete med enstemmighed i Byrådet og sikrer en robust økonomi, hvor der er plads til både serviceløft og investeringer i udviklingen af Fredensborg Kommune, mens skatten holdes uændret.”Vi ser nu effekten af de senere års stramme styring af økonomien. Det er lykkedes at bremse op for tidligere års stigende udgifter, kassebeholdningen stiger og gælden falder. Det betyder, at vi nu igen kan begynde at investere i at udvikle vores kommune og forbedre servicen for borgerne. Det er også nødvendigt, for vores ambitioner er høje. Fredensborg Kommune skal være endnu bedre at bo og leve i, og her er budgettet for næste år et solidt og stabilt fundament”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.
Budgettet for 2012 er lavet under hensyn til økonomiaftalen mellem KL og regeringen, der under ét stiller krav om nulvækst og opbremsning i de kommunale serviceudgifter og fastholdelse af den kommunale skatteudskrivning.
Investeringer i velfærd og udvikling
Samlet set er der serviceløft og nye initiativer for 150 mio. kroner i budgetperioden.
Blandt de nye initiativer kan nævnes:
- Flere pædagoger i kommunens daginstitutioner. Netto afsættes 12 mio. kroner, der skal styrke og forbedre vilkårene for børn i daginstitutionerne.
- Forbedring af idrætsfaciliteter i Humlebæk. Der afsættes 25 mio. kroner og projektmidler til vurdering og behov for foreningslokaler og medborgerfaciliteter i Kokkedal og Nivå.
- Der anlægges ny rundkørsel på Isterødvejen i 2013 for at forbedre trafiksikkerheden.
Udover de tre nævnte initiativer er der en række andre områder, der vil opleve et serviceløft. Det drejer sig blandt andet om:
- Øget tilskud til museumsområdet (3 mio.)
- Tilbud om 11. skoleår til unge (6,8 mio.)
- Talentundervisning på mellemtrin i skolerne (2,4 mio.)
- Sprogstimulerende indsats på skolerne (1,6 mio.)
- Fremme og støtte af det frivillige foreningsliv (1,6 mio.)
- Øget pleje og vedligeholdelse af grønne områder og udendørsarealer (1,6 mio.)
- Digitalisering og udvikling i velfærdsteknologi (21 mio.)
- Udbedring af påbudte PCB-foranstaltninger i kommunale bygninger (6 mio.)
- Dige i Jellerød (2 mio.)
- Registrering af bevaringsværdige bygninger før 1940 (0,9 mio.)
Det vedtagne budget kan ses på kommunens hjemmeside www.fredensborg.dk

